Københavns Kommune

Økonomisk støtte til fritidslivet

Københavns Kommune giver udsatte børn og unge økonomisk støtte til kontingent, udstyr og stævnedeltagelse.

Puljen er desværre tømt for 2024. Der åbnes op for ansøgninger for første halvår af 2025 i januar.

Bemærk at retningslinjerne for Kontingentstøtteordningen er revideret pr. 1. august 2024.

Målgruppe

Ordningen er målrettet børn og unge i alderen 3 til 17 år fra økonomisk trængte familier samt børn og unge med flygtningestatus bosat i Københavns Kommune.

Hvem kan søge?

Godkendte folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune, kulturtilbud med aktiviteter for børn i Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner samt frivillige i FritidsGuiderne KBH kan søge om kontingentstøtte på vegne af et barn. I særlige tilfælde kan der bevilges støtte til godkendte folkeoplysende foreninger uden for Københavns Kommune, såfremt barnets/den unges aktivitetsønsker ikke kan imødekommes inden for kommunegrænsen.

De aktiviteter, der søges kontingentstøtte til, skal være kontinuerlige med minimum seks sammenhængende aktivitetsgange. Der kan ikke søges til enkeltstående events.

Forældre, sagsbehandlere med videre kan ikke søge direkte, men skal kontakte kulturtilbuddet/foreningen, hvor barnet ønsker at gå. Hvis barnet ønsker at gå til noget, men man ikke har kendskab til en konkret forening, kan man få hjælp af FritidsGuiderne KBH. Læs mere og find linket til FritidsGuidernes kontaktformular her.

Hvor meget kan søges?

Der kan søges 1.000 kr. årligt pr. barn til kontingent samt 500 kr. årligt pr. barn til udstyr og stævnedeltagelse. Der er løbende ansøgningsfrist. Kultur- og Fritidsforvaltningen behandler ansøgningen inden for 14 dage. Midlerne udbetales direkte til foreningen/kulturtilbuddet inden for 30 dage efter tilsagn.

Til foreninger sendes tilsagnsbrevet via CVR-nummer til foreningens Digitale Postkasse på virk.dk.

Maksimum 30 procent af foreningens børne- og ungemedlemmer (0-18 år) eller kulturtilbuddets deltagere må modtage støtte fra kontingentstøtteordningen. Der kan i særlige tilfælde gives dispensation i forhold til denne grænse. Foreningen/kulturtilbuddet skal i så fald henvende sig til Kultur- og Fritidsforvaltningen, som vil vurdere den enkelte sag.

Tro og love

Ansøgeren skal i ansøgningen på tro og love tilkendegive, at der forinden ansøgningen har været en dialog med familien, og at det på den baggrund vurderes, at familien er støtteberettiget.

Definition af målgruppen for ordningen

For at vurdere, om familien er støtteberettiget, kan man i dialogen med familien spørge, om barnet/familien opfylder ét eller flere af følgende karakteristika:

• Barnet er nytilkommen flygtning, der enten alene eller sammen med familie eller andre er kommet til Danmark indenfor de seneste 5 år
• Barnets forælder er enlig forsørger
• Mindst én af barnets forældre er på overførselsindkomst, fx.:
   o Selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse (tidl. Integrationsydelse)
   o Kontanthjælp
   o Førtidspension
   o Dagpenge
   o SU
• Mindst én af barnets forældre afsoner aktuelt en fængselsstraf
• Barnet har mere end 4 søskende under 18 år

Se også vejledning til dialog med familien nedenfor.

Inden du søger

Inden du søger, skal du kende:

  • Retningslinjerne for kontingentstøtteordningen, som du finder længere nede på siden
  • Barnets navn, fødselsdato og adresse
  • Telefonnummer til barnets forælder/værge
  • Beløbet, der søges om
  • Den fulde kontingentpris pr. år, hvis du søger om kontingentstøtte
  • Begrundelse for familiens støttebehov
  • Foreningens eller kulturtilbuddets CVR-nummer
  • Kassererens mailadresse, hvis du søger som forening eller kulturtilbud
  • Mailadresse på din kontaktperson i FritidsGuiderne KBH og navn på kontaktperson i foreningen, hvis du søger som FritidsGuide

Kommunikation mellem forening og kommune

I Københavns Kommune kommunikerer vi sikkert for at beskytte borgernes data over for uvedkommende personer. Det betyder, at hvis du som forening vil kontakte os vedrørende en ansøgning eller en konkret sag, skal du sende en besked gennem et sikkert link. Brug kontaktpunktet under ”Kontakt” nedenfor (efter det lille mailsymbol). Henvendelserne vil blive besvaret via foreningens CVR-nummer og kan derfor findes i foreningens Digitale Postkasse på virk.dk.

Brug af personoplysninger

Når du søger om kontingentstøtte, bruger Københavns Kommune de personoplysninger, som er nævnt i afsnittet “Tro og love” til at afgøre, om barnet kan få kontingentstøtte. Har du eller forældrene spørgsmål til, hvordan kommunen konkret bruger oplysningerne, kan du kontakte Kultur- og Fritidsforvaltningen på nedenstående kontaktinformationer.

Når kommunen behandler personoplysninger, har den registrerede en række rettigheder, som du kan læse mere om her.